Menu

Vedtægter for foreningen Såby Fodbold

Afdelingens navn er Såby Fodbold, og dens hjemsted er Såbyhallen, Egevej 6, 4060 Kirke Såby.

§1.
Såby Fodbolds formål er at give flest mulige børn og voksne lejlighed til at dyrke fodbold, såvel motionister som turneringsspillere.

§2.

Såby Fodbold er medlem af DGI og DIF.

§3.

Optagelse som aktivt eller passivt medlem sker mod betaling af det til enhver tid gældende kontingent.

§4.

Udmeldelse af Såby Fodbold foretages til kassereren via mail. Kontingentrestance kan medføre udelukkelse af afdelingen.

Bestyrelsen kan til enhver tid idømme karantæne eller udelukke en person, der i eller uden for Såby Fodbold skønnes at have udvist usømmelig eller usportslig optræden. En person der er idømt karantæne eller udelukket af Såby Fodbold, har ret til at møde op på den næstfølgende generalforsamling.

§5.

Det årlige kontingent- og indbetalingstidspunkt fastsættes af bestyrelsen.

§6.

Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt mellem 10. februar og 15 marts. Indkaldelse skal ske mindst  21 dage før afholdelse, ved annoncering på Såby Fodbolds hjemmeside, ved meddelelse via e-mail til de medlemmer der har oplyst e-mailadresse til foreningen samt ved meddelelse på Såby Fodbolds opslagstavle i hallen.

Forslag skal være formanden i hænde senest 14 dage før afholdelse. Alle indkomne forslag offentliggøres på Såby Fodbolds hjemmeside 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af et flertal i bestyrelsen eller når mindst 10 % af Såby fodbolds medlemmer skriftligt ønsker dette.

Indkaldelse skal ske mindst 21 dage før afholdelse og senest 2 måneder efter begæring. Indkaldelse skal indeholde dagsorden.

§7.

Stemmeret har bestyrelsen, alle Såby Fodbolds medlemmer fra de er fyldt 15 år, samt forældre/værger til medlemmer under 15 år, som møder frem på generalforsamlingen og ikke er i kontingentrestance. Der kan maximalt afgives 1 stemme pr. fremmødt stemmeberettiget deltager.

Valgbare er alle myndige personer. Ved ønske om opstilling til bestyrelsen uden at kunne give fremmøde på generalforsamlingen, er det tilstrækkeligt at vedkommende fremsender ønske herom til formanden min. 8 dage forinden generalforsamlingen afholdes.

En lovlig indkaldt generalforsamling er altid beslutningsdygtig.

Alle personvalg sker skriftligt, dog kan dette undlades, såfremt der er det antal personer, der er nødvendige  for at  besætte de ledige bestyrelsespladser.

Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal, dog kræves mindst 2/3 af de afgivne stemmer ved lovændring. Hvis der forlanges skriftlig afstemning skal dette foretages.

§8.

Dagsorden for en ordinær generalforsamling er:

  1. Valg af dirigent og 2 eller flere stemmetællere
  2. Formandens beretning
  3. Erhvervsklubbens beretning
  4. Kassereren fremlægger revideret regnskab
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  7. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  8. Eventuelt

 

Formandens beretning og kassererens fremlægning af regnskab godkendes.

§9.

Såby Fodbold ledes af en på generalforsamlingen valgt bestyrelse på mindst 5 medlemmer.

Bestyrelsen består af :

                      1: Formand

                      2: Næstformand

                      3: Kasserer

                      4: Menige bestyrelsesmedlemmer

Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Revisorer og revisorsuppleant. vælges for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen konstituerer sig ved første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

§10.

Såby Fodbold tegnes af formanden. Hvis formanden ikke selv kan deltage, kan bestyrelsen udpege et andet medlem til at tegne foreningen.


Ved økonomiske dispositioner kan formand og kasserer underskrive hver for sig inden for de af bestyrelsen fastlagte rammer.

Bestyrelsen repræsenterer Såby Fodbold i alle anliggender.

Bestyrelsesmøder afholdes efter behov eller når 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.

Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.  Bestyrelsen fastsætter regler for timefordelingen på de til rådighed stående baner.  

Bestyrelsen fører protokol over vedtagne beslutninger.

§11.

Bestyrelsen kan nedsætte særlige udvalg med specielle begrænsede opgaver..

§12.

Regnskabsåret er fra 1. januar til 31. december. Såby Fodbolds formue skal indsættes i pengeinstitut.

§13.

Ophævelse af Såby Fodbold kan kun ske, hvis der på 2 af hinanden efterfølgende generalforsamlinger kan opnås flertal på 4/5 af de fremmødte stemmer herfor.

I tilfælde af Såby Fodbolds ophævelse tilfalder Såby Fodbolds ejendele Såbyhallens brugerråd.

 

Vedtægterne er vedtaget på generalforsamlingen d. 25. marts 2003, med rettelser d. 24. februar 2015, d. 14. marts 2019 og d. 10. september 2020.

Luk